Årsberetning 2018


SCROLL DOWN

Årsberetning 2018


Dansk Skoleidræt på finansloven


Fredag den 30. november 2018 var en helt speciel dag i Dansk Skoleidræts historie. Her indgik regeringen og Dansk Folkeparti aftale om finansloven for 2019, og for første gang nogensinde blev Dansk Skoleidræt en del af aftalen. Organisationen tildeltes således 2 mio. kroner årligt over de næste fire år som et supplerende driftstilskud.

Det er ingen hemmelighed, at det har været et længe næret ønske, at det offentlige driftstilskud til Dansk Skoleidræt skulle højnes. Derfor har det politiske arbejde også været en vigtig del af Dansk Skoleidræts strategiske målsætninger, som forretningsudvalget vedtog i 2017, og som har haft høj prioritet i 2018. Der blev således udarbejdet en række debatindlæg om organisationens sag og samfundsrolle, arrangeret skolebesøg med relevante politikere, og ikke mindst har der været en løbende og konstruktiv dialog med såvel ordførerne fra en række af Folketingets partier som embedsfolk i ministerierne. Resultatet af anstrengelserne nåede altså en form for foreløbig kulmination med optagelsen på finansloven.

Søndermarksskolen i Slagelse viste ved et besøg i december folketingspolitiker Karin Nødgaard (DF) en række eksempler på en skoledag fuld af bevægelse. Karin Nødgaard, der selv har en baggrund som idrætslærer i folkeskolen, trådte til med en hjælpende hånd ved Legepatruljen.

Efteruddannet to ud af tre skoler
Det økonomiske aspekt heraf er naturligvis vigtigt, idet beløbet fra finansloven sikrer, at Dansk Skoleidræt kan dække nogle af de mest basale funktioner, der er nødvendige for at drive et sekretariat, som dagligt understøtter skolernes arbejde med bevægelse. Men det politiske aspekt er også enormt centralt. Dansk Skoleidræt har aldrig haft så stor en samfundsbetydning som nu.

Tallene taler deres tydelige sprog: To ud af tre danske skoler blev i skoleåret 2017/18 efteruddannet og kompetenceløftet inden for bevægelse gennem Dansk Skoleidræt og TrygFondens fælles program Sunde Børn Bevæger Skolen - lige fra implementering af bevægelse i de boglige fag og i den understøttende undervisning til også at sætte fokus på aktiv transport til skole eller at skabe flere aktive frikvarterer med mere leg og flere røde kinder.

Vigtigt politisk signal
Dansk Skoleidræt aktiverer landets skoleelever hver eneste dag året rundt ud fra en ambition om at ville fremme elevernes sundhed, læring og trivsel. Vi ved, at positive oplevelser med bevægelse i barndommen giver lyst til mere og grundlægger gode vaner resten af livet. Dansk Skoleidræt løfter med andre ord en vigtig samfundsopgave. Og selvom vi ikke mener, at opgavens omfang står mål med de tildelte offentlige driftsmidler, så er optagelsen på finansloven dog et klart politisk signal om, at vi anerkendes for den store indsats, og at vi har et afgørende politisk mandat og støtte til at være den førende legitime aktør til at skabe idræt, leg og bevægelse i skolen.

Det kan ikke siges for tit: Bevægelse i skolen er for ALLE børn. Også de børn, der af den ene eller anden grund ikke finder over i idrætsforeningerne, men som i skolen er i en arena, hvor de trygt kan udfolde sig. Det er den arena, Dansk Skoleidræt har dyrket lige siden 1946 og stadig arbejder for hver eneste dag.

Kredsene


Kredsene


Fuld fart på de lokale aktiviteter


Vandpolotræf, ironkid, lærerkursus i basketball og gymnastikkens dag. Hver dag året rundt er der et hav af stævner, turneringer, træf, aktivitetsdage, kursustilbud og meget andet i regi af Dansk Skoleidræts 15 kredse. Mere end 400 aktivitetstilbud blev det samlet set til i 2018.

Kredsenes bredt favnende programmer kan tilskrives en utrættelig indsats fra de frivillige kræfter. Typisk lokale idrætslærere, der har fuldstændig styr på, at få tingene til at glide. Ildsjæle, der går forrest, og som får Dansk Skoleidræt ud i alle dele af landet. På lærerværelserne, på boldbanen og i idrætshallen. Og det er ikke mindst kredsfolkenes fortjeneste, at Dansk Skoleidræt kan sige, at ”vi kender skolen og er i skolen”.

Dansk Skoleidræt Kreds Fyn stod i 2018 bag det største kids- og teenvolleystævne nogensinde. 1.333 elever fordelt på 308 hold fra skoler i Svendborg Kommune havde en festlig dag.

1.300 skoler med mere end 500.000 elever var i 2018 medlem af Dansk Skoleidræt. Det betyder, at mere end 60 % af de danske skoler er meldt ind i en af de 15 kredse, hvorved de får adgang til et bredt udvalg af lokale aktiviteter.

Stærke nye tiltag
I 2018 var flere kredse så heldige at få del i midler fra DIF og DGI’s foreningspulje på baggrund af ansøgninger om støtte til konkrete projekter. Det betyder, at flere af de udviklingsprojekter, der lokalt måtte være i støbeskeen, kan realiseres.

Et af de senere års store hit mange steder i landet, Skoleidrættens Forårsfestival, fandt også i 2018 sted i flere kredse. På festivalerne prøver eleverne - i den åbne skoles ånd - kræfter med en forskellige idrætsgrene og møder engagerede trænere og frivillige fra de lokale foreninger. Møder, som måske resulterer i nye medlemmer i foreningerne, men som ikke mindst giver lærerne nogle gode kontakter i foreningslivet, som kan bringes ind som eksperter i særlige forløb i idrætsundervisningen.

Og apropos idrætsundervisningen, så fik skolerne i 2018 et helt nyt redskab, der gjorde undervisningen i atletik nemmere og sjovere, og som fik debut ved DM i skoleatletik. www.skoleatletik.dk stod færdigudviklet efter flere år i maskinrummet. Et online-redskab til registrering og beregning af elevernes resultater i de forskellige atletikdiscipliner, og et redskab som er nemt og intuitivt at bruge – bl.a. til automatisk at udregne elevernes point.

På det årlige udviklingskursus for bestyrelsesmedlemmerne i Dansk Skoleidræts 15 kredse fik deltagerne ny faglig inspiration. I 2018 fandt kurset sted i Silkeborg.

På det årlige udviklingskursus for bestyrelsesmedlemmerne i Dansk Skoleidræts 15 kredse fik deltagerne ny faglig inspiration. I 2018 fandt kurset sted i Silkeborg.

Ved DM’erne i skolehåndbold, skolebasket, skoleatletik og de øvrige discipliner dyster landets dygtigste klasser om mesterskabet, og de får sig en kæmpe fælles oplevelse sammen og på tværs af geografi. Alle klasser har kvalificeret sig via en række …

Ved DM’erne i skolehåndbold, skolebasket, skoleatletik og de øvrige discipliner dyster landets dygtigste klasser om mesterskabet, og de får sig en kæmpe fælles oplevelse sammen og på tværs af geografi. Alle klasser har kvalificeret sig via en række lokale stævner arrangeret i Dansk Skoleidræts 15 kredse. 2018 bød med 32.000 deltagende elever endnu en gang på fremgang - 2.000 elever mere end i 2017.

Forskning og viden


Forskning og viden


Dansk Skoleidræts magasin, Idræt i Skolen, havde i 2018 flere illustrationer og plakater, der omsatte viden fra forskningens verden til praksisnære budskaber.

Dansk Skoleidræt som vidensaktør


Hvorfor skal eleverne egentlig bevæge sig i løbet af skoledagen? Er det ikke nemmere og lige så fint, at de sidder roligt på deres stol og ser op på tavlen og læreren foran dem? Nej, ikke rigtig. Eleverne synes faktisk, bevægelse i undervisningen er en god idé, de trives bedre, deres forudsætninger for indlæring forbedres og de får et bedre fysisk helbred.

Argumenterne for at bruge bevægelse til at skabe en mere varieret skoledag er måske åbenlyse for de fleste, der har deres dagligdag i og omkring skolen, men det kan dog være svært at bevare overblikket over rækken af positive effekter, som bevægelse kan have på fx den kognitive, motoriske, sociale, mentale og emotionelle udvikling, hvis ikke der er nogen, der samler og deler denne viden systematisk.

Det er præcis den rolle, Dansk Skoleidræt har taget på sig de senere år. Rollen som brobygger mellem viden fra forskning og praksis ude på skolerne. Både i form af at udarbejde undersøgelser, deltage i faglige udvalg og ekspertgrupper, men også via formidling og ekspertudtalelser i pressen og interne medier, herunder magasinet Idræt i Skolen, der udkommer på alle skoler, seminarer og kommuner.

Undersøgelsen ”Bevægelse i skoledagen” er de senere år blevet gennemført af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden som en del af evalueringen af det fælles program ”Sunde Børn Bevæger Skolen”. 2018 var ingen undtagelse, og undersøgelsen gav atter nogle svar på, hvor langt landets skoler er med at implementere de 45 minutters bevægelse, hvad deres mål er med bevægelse, og hvor i skoledagen skolerne typisk placerer bevægelsen.

Klik for at læse “Bevægelse i skoledagen 2018”

Klik for at læse “Bevægelse i skoledagen 2018”

Undersøgelsen viste bl.a., at to ud af tre skoler lever op til kravet om 45 minutters daglig bevægelse, at samarbejdet mellem skoler og foreninger er i fremgang, og at bevægelse hitter i de boglige fag. Historier, som alle fandt vej til diverse medier, og hvor Dansk Skoleidræt kunne udlægge tendenserne i interviews og i debatindlæg.

Oplæg og sparringspartner for kommunerne
Dansk Skoleidræt gør en særlig indsats for at klæde landets kommuner på til at understøtte skolernes arbejde med bevægelse. Det foregår bl.a. i regi af netværket Bevægelse på Tværs, hvor primært kommunale konsulenter og ledere får mulighed for at dele viden, ideer og erfaringer om arbejdet. De repræsenterer en række forskellige fagområder og på den måde bidrager Bevægelse på Tværs til, at deltagerne får sat hinanden stævne på tværs af såvel egne forvaltninger som kommunegrænser. 190 deltagere fra 49 kommuner var med ved enten de regionale netværksmøder i marts eller den store nationale konference i september.

Illustration fra Idræt i Skolen om effekter i hjernen.

Og apropos kommuner, så har Dansk Skoleidræt i 2018 sat en stribe kommunale procesforløb i søen. Det er et tilbud, som sigter mod at skabe en bevægelseskultur blandt lærere og pædagoger, og som har til hensigt at kvalificere skolernes arbejde med bevægelse gennem en længerevarende indsats. Det sker ved at opbygge stærke bevægelsesteams på skolerne, så man ikke lokalt er så afhængig af enkelte ildsjæle blandt underviserne. Og ved at teamet definerer skolens formål og praksis, når det gælder bevægelse. I FIIBL’s magasin MOV:E havde Dansk Skoleidræt en længere artikel om emnet under titlen “Udvikling af bevægelsesteams - et bidrag til forankring af bevægelse på skolerne”.

Dansk Skoleidræts ekspertviden og praksisindsigt inden for bevægelse i skolen blev også i 2018 tilkaldt ganske hyppigt - fx i form af en række oplæg hos kommuner, interesseorganisationer, myndigheder og uddannelsesinstitutioner. Og igen i 2018 var specialestuderende og praktikanter fra landets universiteter tilknyttet organisationens projekter og bidrog med nye tanker og viden. Fra udlandet blev der også skelet til Dansk Skoleidræts erfaringer, da regionen Nordland i Norge inviterede Dansk Skoleidræts generalsekretær til at fortælle om organisationens indsatser, aktiviteter og organisering med henblik på udbredelse i en norsk kontekst.

Udover at give kommunale konsulenter ny inspiration til arbejdet med at understøtte skolernes bevægelsesindsats bød Bevægelse på Tværs-konferencen anno 2018 på paneldebat om bevægelse. Her deltog Sarah Gruszow Bærentzen, formand for Danske Skoleelever, Annette Lind (S), folketingspolitiker og undervisnings-ordfører, Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg, Torben Møller Nielsen fra Skolelederforeningen samt Preben Hansen, næstformand i Dansk Skoleidræt.

I medierne


I medierne


Selvom man har det svært med idræt, kan man i den grad opleve glæde ved at bevæge sig. Junioridrætslederne i Skolesport er uddannet i at sætte gang i aktiviteter for deres yngre skolekammerater, hvor aktiviteterne er tilrettelagt så alle kan være med. TV Midtvest var i oktober forbi Skive, hvor et nyt hold junioridrætsledere var samlet.

Aktive elever er godt mediestof


Der er gode billeder i aktive elever, og historier om at skolerne gør en indsats for at fremme idræt, leg og bevægelse kan de fleste seere, lyttere og læsere forholde sig til. Måske derfor var Dansk Skoleidræt da også rigtig pænt repræsenteret i det danske mediebillede anno 2018. Med omtaler af begivenheder, reportager og via interview og nyheder blev organisationen synliggjort fra Skagen til Gedser som en vigtig og kompetent aktør inden for bevægelse i skolen.

Skolernes Motionsdag giver mere end 700.000 elever en god dag med masser af bevægelsesaktiviteter. I Ishøj var byens skoler samlet til et fælles arrangement, og TV2 News fangede Dansk Skoleidræts generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt, til et interv…

Skolernes Motionsdag giver mere end 700.000 elever en god dag med masser af bevægelsesaktiviteter. I Ishøj var byens skoler samlet til et fælles arrangement, og TV2 News fangede Dansk Skoleidræts generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt, til et interview om, hvad dagen kan.

Godt 2.100 gange blev Dansk Skoleidræt og organisationens sag nævnt i medierne, og dertil kommer de gange, hvor gode historier om enkeltstående projekter og aktiviteter blev fortalt i fx de mange regionale radioindslag, der ikke opgøres via medieovervågning.

Motionsdag i medierne
Dansk Skoleidræts stævner og turneringer rundt omkring i landet fandt hyppigt vej til de lokale og regionale medier, ligesom også Skolernes Motionsdag traditionen tro var populært stof. I alt fra ugeaviser til landsdækkende tv-stationer berettede man om de mange forskellige aktiviteter, som var med til at give elever over hele landet en dag med glæde, bevægelse og fællesskab.

Dansk Skoleidræt og TrygFondens store undersøgelse ”Bevægelse i Skoledagen 2018” blev omtalt i en række medier i og omkring ugen op til Skolernes Motionsdag. Og netop undersøgelsens resultater om bl.a. skolernes status for at indføre de 45 minutters daglige bevægelse gav anledning til en række indslag i radio, tv, aviser og på web - som så kunne billeddækkes lokalt med besøg på Skolernes Motionsdag.

Maj måned er lig med belønningsdage for de elever, der til daglig aktiverer deres mindre skolekammerater gennem deres frivillige indsats i Gåbus, Skolesport eller Legepatruljen. På belønningsdagene får de selv en dag med masser af sjov og anderledes bevægelse. TV Øst var forbi belønningsdagen på Idrætshøjskolen Bosei.

Idrætsfaget


Idrætsfaget


Idræt i Skolen gav i 2018 en temperaturmåling på idrætsfaget ovenpå fagets forandringer de senere år. Klik på billedet for at læse temaet.

Idræt i Skolen gav i 2018 en temperaturmåling på idrætsfaget ovenpå fagets forandringer de senere år. Klik på billedet for at læse temaet.

Idrætsfagets vagthund


Dansk Skoleidræt har siden 1946 arbejdet på at fremme idrætsfagets status, faglighed og vilkår, og 2018 var ingen undtagelse. I magasinet Idræt i Skolen blev der i løbet af året sat spot på nogle af de udfordringer, som idrætslærerne oplever til daglig. Sikkerheden i faget var bl.a. et nedslagspunkt. For hvem er det nu, der har ansvaret for sikkerheden i idrætstimerne? Hvad må eleverne egentlig? Hvad siger lovgivningen? Spørgsmål som disse blev besvaret i magasinet til stor glæde for læserne. Sikkerhed i idrætsfaget er nemlig et område, der ligger læserne meget på sinde, og som de gerne vil vide mere om – det udtrykte de selv i en læserundersøgelse foretaget af Dansk Skoleidræt i 2018. Undersøgelsen blev foretaget med henblik på fortsat at levere relevant og brugbart læsestof til målgruppen. Ikke kun i magasinet, men også på kanaler som hjemmesiden, i nyhedsbreve og via sociale medier.

Fagligt udvalg holder øje med rammerne
Idræt er et af de ældste og vigtigste fag i folkeskolen, og Dansk Skoleidræts faglige udvalg er medvirkende til, at faget til stadighed opfattes sådan. Fagligt udvalg har en finger på pulsen i forhold til, hvad der rører sig på området, og er altid hurtig til at reagere, hvis vilkår eller rammer for idrætsfaget sættes på spil.

Dette sker bl.a. via høringssvar, som fagligt udvalg i 2018 indgav et enkelt af. Høringssvaret var en reaktion på en ændring af valgfagsformatet under overskriften ”Styrket praksisfaglighed”. Fagligt udvalg udtrykte betænkelighed ved, at skolernes mulighed for at oprette egne valgfag bliver indskrænket, da det i værste fald kan komme til at betyde ensrettede tilbud, der ikke tilgodeser lokale potentialer og behov.

Ny SPIF-rapport i 2018
I 2018 udkom rapporten ”Status på Idrætsfaget 2018” (SPIF), som er udarbejdet af UC Syd i tæt samarbejde med Dansk Skoleidræt. Rapporten belyser idrætslærere og lederes oplevelse af idrætsfaget. Af undersøgelsen kunne der bl.a. konkluderes, at fagets status og opbakning er steget, og at der eksisterer stor tilfredshed med prøven blandt de adspurgte. Rapporten er vigtig for Dansk Skoleidræts videre arbejde med idrætsfaget, da den giver et indblik i de aktuelle udfordringer og effektive tiltag i praksis, og derved giver nogle pejlemærker for, hvilke områder der kræver særligt fokus.

Nye materialer til idrætsfaget
Igen i år udviklede Dansk Skoleidræt i samarbejde med TrygFonden nye materialer til et af idrætsfagets indholdsområder – denne gang ”Dans og udtryk”. Nye undervisningsforløb med både arbejdsark, elevtekster og øvelsesvideoer gjorde det nemmere for idrætslærere at planlægge og undervise i ”Dans og udtryk” uafhængigt af egne evner på dansegulvet. I tillæg til de nye materialer blev dansedugen udviklet. Dansedugen er et didaktisk værktøj, der med tre modeller hjælper eleverne til at udvikle og kvalificere danse, bruge de præcise idrætsfaglige begreber og reflektere over egen praksis.

Idrætslærernes årlige højdepunkt 
Idrætslærernes Forum samler hvert år en lang række idrætslærere til to dage spækket med viden og inspiration. Idrætslærerne bliver gennem oplæg og workshops opdateret på, hvad der rører sig inden for faget, og får tasken fuld af inspiration, de kan bruge i deres daglige undervisning. Konferencen danner ramme om nogle udbytterige og motiverende dage, hvor deltagerne får mulighed for at indgå i et fagligt netværk med andre ambitiøse kolleger.  

I 2018 deltog mere end 400 idrætslærere på konferencen i hhv. Vingsted og Ringsted, hvor de bl.a. fik prøvet kræfter med bordtennis, judo, cricket, gadeidræt og meget andet. På de teoretiske workshops var emner som den temabaserede idrætseksamen og inklusion af alle elever i idrætstimerne genstand for spændende debat.

Idrætslærernes Forum foregik som en del af Bevæg dig for livet – Skolen, som er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, DGI og DIF.

Sunde Børn Bevæger Skolen


Sunde Børn Bevæger Skolen


Et program der gør en kæmpe forskel


Hele to ud af tre danske skoler har i skoleåret 2017/18 fået uddannelse eller kompetenceløft gennem en indsats fra programmet Sunde Børn Bevæger Skolen. Dermed er mange skoler blevet rigtig godt klædt på til at få en masse god kvalitet ind i skolens bevægelsesindsats.

Programmet fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden om at få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet begyndte i 2014, og lige siden har det givet landets skoler daglig inspiration til en aktiv skoledag. Både i og udenfor klasseværelset. Lige fra eleverne går hjemmefra om morgenen, til de forlader skolen om eftermiddagen.

Programmet består af:

  • Gåbus, der organiserer aktiv transport til skole

  • Sæt Skolen i Bevægelse, der giver bevægelse i de boglige fag

  • Legepatruljen, GameBoosters og Kickstarter, der sørger for aktive pauser og frikvarterer

  • Styr på Sundheden, der tilbyder aktiv sundhedsundervisning

  • Skolesport, der er et bevægelsestilbud til idrætsusikre elever

Hertil kommer de mindre programindsatser såsom planlægningsværktøjet temaugen.dk som blev udviklet i 2017 og Mini-motorik, som skolerne blev præsenteret for i 2018 (se omtale længere nede).


Flere skoler går med Gåbus

Gåbussen drøner derudaf, og 2018 blev endnu et år, hvor store og små ben trodsede vind og vejr til fordel for sikre, sunde og sociale gåture til og fra skole. Hele 63.000 kilometer er nu tilbagelagt i Gåbus, der med hastige skridt nærmer sig at have gået to gange rundt om jorden.

2018 gik godt for Gåbus. En række nye skoler steg ombord, og med igangsatte skoler på bl.a. Lolland, og i Nord- og Vestjylland nåede Gåbus i 2018 ud til endnu flere dele af Danmark. I Århus var kommunal opbakning af Gåbus medvirkende til, at flere skoler gik i en ny retning. 2018 blev således året, hvor Gåbus nåede op på hele 10 igangsatte skoler alene i Århus.

Ved årets udgang gik i alt 65 skoler med Gåbus.

Gåbus fik i 2018 debut med bl.a. en rute i Tølløse.

Gåbus fik i 2018 debut med bl.a. en rute i Tølløse.


Mange tusind klasser med i Sæt Skolen i Bevægelse

Bevægelsesboxen indeholder en række aktivitetskort, eleverne selv har produceret.

Bevægelsesboxen indeholder en række aktivitetskort, eleverne selv har produceret.

Initiativerne fra Sæt Skolen i Bevægelse er populære på landets skoler. Projektet kører hvert skoleår en kampagne, som gennem forskellige nedslag giver lærere og pædagoger konkrete tips og idéer til at få mere bevægelse ind i den boglige undervisning.

Mere end 900 skoler var med i kampagnen i skoleåret 2017/18. Som en del af denne var der i foråret 2018 aktivitetsuger. Her var ”Bevægelsesboxen”, eller "B-Boxen" som den forkortes, et helt nyt tiltag for elever i 5.-9. klasse. Den havde som omdrejningspunkt, at eleverne selv skulle på banen i skabelsen af bevægelsesaktiviteter til fagene og på den måde tage ansvar for at styrke egen læring. Helt konkret skulle eleverne producere nogle fysiske kort med forskellige aktiviteter påtrykt inden for de fire bevægelseskategorier ”Tillid og samarbejde”, ”Koncentration og opmærksomhed”, ”Koordination” samt ”Puls”. De selvproducerede aktiviteter udgjorde så sammen med en række forproducerede af slagsen en komplet Bevægelsesbox med op mod 100 aktivitetskort, som altid kan hives frem, når der er behov for at sætte god bevægelse på programmet i timerne.

De yngre elever havde i aktivitetsugerne atter glæde af Bevægelsesfabrikken, som blev udviklet sidste skoleår, og som handler om, at eleverne kan producere små bevægelsesfilm indeholdende diverse animerede figurer.

I 2018 kørte videoserien ”Lærerens fif” videre med et par nye udgivelser, som gav konkrete værktøjer til at skabe struktur og bedre bevægelse i undervisningen. I 2018 skete det under titlerne ”Bevidst valg af musik” samt ”Kommunikation i bevægelse”.

Bag lågen den 11. december bød Bevægelsesjulekalenderen på “Dagens udfordring”, hvor elever selv skulle komme med bud på en brain break - fx som her med inspiration fra en Fortnite-dans.

I november fik Sæt Skolen i Bevægelse debut med Masterclass, som er et nyt netværk for alle lærere og pædagoger, der varetager funktionen som bevægelsesvejleder eller bevægelseskoordinator på skolerne. Det er erfaringen, at disse fagpersoner ofte savner sparring om de daglige udfordringer, de møder i dette virke, så Masterclass skal skabe et forum, hvor de på sigt kan få ny viden og erfaringer fra andre fagfæller samt bidrage til udviklingen af bevægelse i de boglige fag.

Ingen december uden den populære bevægelses-julekalender fra Sæt Skolen i Bevægelse. Ikke mindre end 4662 klasser fra 825 skoler bestilte kalenderen, hvor der bag hver låge var sjove brain break-øvelser.


Masser af frikvartersaktiviteter landet over

Smil på læben som giver lyst og motivation til at gå i skole. Det er ikke ligemeget, hvad der sker ude på skolerne i frikvartererne. Gode lege og bevægelsesaktiviteter for store og små kan i den grad være med til at styrke trivslen.

Legepatruljen, GameBoosters og Kickstarter sikrer netop, at eleverne oplever glæden ved idræt og fysisk udfoldelse på tværs af klassetrin. Tallene herunder fortæller lidt om, hvor populære Dansk Skoleidræts frikvartersprojekter faktisk er.

2835775_Legep., Gameb. og Kicks. aktive pauser.jpg

Skolernes Motionsdag for fuld udblæsning

Skolernes Motionsdag er en kæmpe festdag for skoleidrætten. Langt størstedelen af landets skoleelever hopper i idrætstøjet til en aktiv dag med glæde, bevægelse og fællesskab. I 2018 fik Dansk Skoleidræt lavet en ny undersøgelse, der viste, at 96 procent af skolerne er med i Skolernes Motionsdag. Det er knap 650.000 elever, hvilket gør dagen til verdens største motionsevent for skolebørn.

På Skolernes Motionsdag gav Dansk Skoleidræt elever landet over varmen med en opvarmningsdansen.

Dagen er meget mere end et motionsløb. Gennem de senere år har Dansk Skoleidræt opfordret skolerne, bl.a. via materialer og inspiration, til at nytænke motionsdagen. Den opfordring har mange taget til sig, så dagen byder på et varieret udbud af idrætter i hele landet. Skolernes Motionsdag er vigtig - det er Dansk Skoleidræts opfattelse, at gode oplevelser på Skolernes Motionsdag kan smitte af på den daglige bevægelse og give mod på mere. Derfor kalder Dansk Skoleidræt også uofficielt dagen for "Skoleidrættens Grundlovsdag".

Skolernes Top 5-aktiviteter på Skolernes Motionsdag:

1. Løb/gåtur 76,7 %
2. Lege og stafetter 36,4 %
3. O-løb, stjerneløb eller andre løb med poster 32,2 %
4. Boldspil 25,5 %
5. Cykling/mountainbike 24,7 %


Medspil.JPG

Fremgang og nye materialer fra Skolesport

I Skolesport skabes der positive oplevelser med kropslig udfoldelse for alle børn – også de idrætsusikre elever. I 2018 lancerede Skolesport ”MEDSPIL – Boldspil for ALLE” – et materiale, der inviterer alle børn ind i boldens legende univers, som handler om mere end regler, baner og krav.

Skolesport hjælper bl.a. via junioridrætslederuddannelsen hvert år børn med at opleve glæde ved bevægelse. I 2018 nåede Skolesport ud på 31 nye skoler, så hele 173 skoler nu er med i projektet. I løbet af året udvekslede hele 180 pædagoger, lærere og konsulenter erfaringer og fik praktisk inspiration på Skolesports årlige netværkskurser.

2835775_Skolesport.jpg

500 skoler har Styr på Sundheden

I 2018 blev sundhedsundervisningen på de danske folkeskoler hjulpet godt på vej af Styr på Sundheden. Med to nye forløb - ”Mad og Måltider” og ”Følelser og Selvværd” – blev det endnu lettere for lærere og pædagoger at få nuanceret sundhedsbegrebet for eleverne på en aktiv og sjov måde.

300 skoler modtog i 2018 Sundhedskassen. Det betyder, at mere end 500 skoler har modtaget inspiration fra Styr på Sundheden de seneste to år.    

I 2018 besøgte Styr på Sundheden flere skoler. På Kirstinebjergskolen i Fredericia var det elevrådet, der sendte bud efter projektlederne, som lagde vejen forbi og gav 15 udskolingsklasser en motiverende dag med masser af bevægelse og nye perspektiver på sundhed.


Motorik for de mindste

Når børn skal blive klar til 10 års skolegang med daglig bevægelse, har de brug for en god motorik. Man kan ikke starte for tidligt med at øve sig, og derfor blev materialet Mini-motorik udviklet i 2018. Det er målrettet 5-6-årige førskolebørn og kan fx anvendes i regi af forårs-SFO’er eller lignende førskoletilbud i foråret, der eksisterer på mange af landets skoler inden den officielle skolestart i 0. klasse.

Mini-motorik sætter fokus på de grundlæggende motoriske færdigheder såsom at trille, rulle, krybe, kravle, gå, løbe, hoppe, snurre, dreje og balancere. Og det med et progressionsforløb for øje, så børnene løbende vil opleve at sigte mod nye, motiverende udfordringer.

Materialet udkom som et 52-siders hæfte fyldt med gode bud på motorikøvelser til de yngste. Det ramte et stort behov ude på skolerne, for første oplag blev revet væk, og ret hurtigt måtte der således trykkes en ny portion.

Økonomi


Økonomi


Årsresultat

Dansk Skoleidræt er kommet ud med overskud på tkr. 428 i 2018 mod et budgetteret underskud på tkr. 51. Egenkapitalen udgør herefter tkr. 4.378.

Resultatet anses som værende meget tilfredsstillende.


Humøret var højt, og solen skinnede smukt dag ud og dag ind i maj 2018, hvor intet mindre end 10 udgaver af Sunde Børn Bevæger Skolens belønningsdage fandt sted. Som her på Idrætshøjskolen Bosei i Præstø fik eleverne sig landet over en oplevelse fuld af bevægelse som tak for den store indsats, de lægger hver eneste dag som Gåbus-chauffører, aktive i Legepatruljen eller GameBoosters, eller som junioridrætsledere i Skolesport.