Bevægelse i fagene er et hit
I foråret 2015 kunne man i intet mindre end 2330 klasser på over 500 skoler opleve svedig matematik og hæsblæsende bogstavjagt i Dansk Skoleidræt og TrygFondens populære Sæt Skolen i Bevægelse kampagne. Klasserne indberettede deres aktive minutter hver dag i kampagneugerne, der lå fra uge 16-19. Det viste sig, at mange var aktive mere end de 60 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
“Sæt Skolen i Bevægelse kampagnen har været en fantastisk mulighed for os i forhold til at blive bedre til aktiv undervisning. Når alle på skolen arbejder med det i kampagneugen, giver det god mulighed for vidensdeling og sparring på tværs af fag, klasser og årgange.”
Ådalskolen i Odense blev årets vinder i lodtrækningen om hovedpræmien - et gavekort på 20.000 kr. til bevægelsesredskaber. Skolens elever kom helt op på 70 minutters bevægelse i fagene hver eneste dag.
Bevægende historier
I forbindelse med Sæt Skolen i Bevægelse kampagnen blev elever i indskolingen opfordret til at skrive spændende bevægelseshistorier, der kan bruges som sjove bevægelsespauser i alle fag. De lidt større elever på mellemtrinnet kunne indsende kreative bud på en anderledes og aktiv matematikundervisning.
Et udvalg af de bedste historier blev samlet i to små pixibøger. Alle skoler kan bestille dem gratis i Dansk Skoleidræts webshop eller downloade dem elektronisk.
“Det er bare en rigtig sjov måde at have undervisning på. Jeg kan mærke, at det er godt for min koncentration, når vi får lov at bevæge os lidt mere i timerne. ”
300 skoler greb stafetten
I uge 44-48 var der fuld fart på depechen på 300 skoler landet over - og det var ikke en helt almindelig depeche. Skolerne havde nemlig tilmeldt sig Sæt Skolen i Bevægelse Stafetten, som skulle få eleverne op af stolene i eksempelvis dansk, matematik og sprogfagene. Alle de deltagende skoler fik udleveret en depeche, hvor der indeni lå inspiration til, hvordan eleverne kunne få kroppen mere med i undervisningen uanset fag og klassetrin.
Mens depechen ”løb rundt” på skolerne fra klasse til klasse, fyldte lærerne og pædagogerne selv på med de idéer og erfaringer, de fik undervejs i samarbejde med eleverne. På den måde fik skolerne med stafet-eventen - ud over en mere aktiv undervisning - også sat spot på, hvordan lærere og pædagoger kan vidensdele omkring undervisning med bevægelse.
Julekalender får elever op af stolene
Juletraditioner i skolen er meget andet end pebernødder og julehistorier. Det kan intet mindre end 3325 klasser på 800 skoler skrive under på. Alle skoledage i december måned satte de ekstra skub i julestemningen og aktivitetsniveauet med Brain Break Julekalenderen fra Sæt Skolen i Bevægelse.
Kalenderen var en fysisk plakat, hvor eleverne hver dag kunne åbne en ny låge i kalenderen i form af en QR-kode. Koden gav direkte adgang til en video med et brain break, som var særligt udvalgt til at kunne bruges på alle klassetrin.