Ny minister dansede motionsdagen i gang

Mere end 700.000 elever deltog i Skolernes Motionsdag fredag før efterårsferien. Et antal der gør begivenheden til en af de største i verden. Motionsdagen er således en fast bestanddel af langt de fleste skolers efterårstraditioner, hvor flere har udviklet en hel perlerække af egne aktiviteter til den store dag. Mange lader sig herudover inspirere af Dansk Skoleidræts inspirationshæfte, der udkommer med fokus på et nyt emne hvert år. 

2015 var også et år med regeringsskifte, og derfor var det naturligt for Ellen Trane Nørby, der blev minister for børn, undervisning og ligestilling, at deltage ved Skolernes Motionsdags officielle startevent. Den foregik denne gang på Amager Fælled, hvor Skolen i Sydhavnen og Europaskolen havde løbetur ovenpå en uge fyldt med bevægelsesaktiviteter. Ministeren kastede sig frisk ud i den officielle opvarmningsdans, som Dansk Skoleidræt havde fået produceret, og som mange skoler valgte at bruge som en del af dagen.

Gode råd til opvarmning: Kroppen skal i gang fra morgenstunden af - og på Skolernes Motionsdag er det ekstra vigtigt at få varmet op inden dagens fysiske udfordringer. Selv om aktiviteterne på jeres skole foregår opdelt i trin eller klasser, opfordrer vi til at begynde dagen med fælles opvarmning.

Skolernes minister, Ellen Trane Nørby, deltog i både opvarmningsdans og løb ved Skolernes Motionsdag 2015. Dansen var et populært indslag landet over. Videoen til denne blev oprindeligt indspillet sammen med elever på Vibeskolen, afd. Aunslev. Se den herover.