Populære indsatser skaber begejstring

2025 bød på en række succesfulde initiativer, som fik eleverne op af stolene. Ikke mindst slog Bevægelsesjulekalenderen 2025 virkelig igennem landet over. Mere end 220.000 elever fra knap 10.700 klasser på cirka 1.500 forskellige skoler var tilmeldt og de daglige brain breaks nåede på den måde ud i alle afkroge af landet. De flotte tal er er en markant fremgang fra sidste år, hvor ca. 130.000 elever var tilmeldt.

I 2025 var der skruet ekstra op for juleriet i både videoerne og i selve øvelserne. Eleverne fik blandt andet smil på læben af aktiviteterne “Skiskydning, “Sneboldkamp” og “Find nissen”.  

Ikke nok med at Bevægelsesjulekalenderen fik lokket mange til – dem, der brugte den, var også meget tilfredse. I evalueringen vurderede mere end 75 %, at julekalenderen skabte værdi i undervisningen og endnu flere angav, at eleverne havde haft det sjovt med at lave de daglige brain breaks. Hele 77 % mente, at Bevægelsesjulekalenderen havde haft en positiv effekt på fællesskabet i klassen.

Bevægelsesjulekalenderen er også altid populært stof for lokale og regionale medier, der synes, det er sjovt at besøge en lokal klasse, som åbner dagens låge. I 2025 var podcasten “Legeministeriet”, som folketingspolitiker Lotte Rod står bag, på banen med et afsnit, hvor generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt gav eksempler på lege fra kalenderen og fortalte om baggrunden for initiativet.


Legepatruljen kører derudad
Det populære koncept Legepatruljen, hvor elever fra 4. - 7. klasse leger med deres yngre skolekammerater i frikvartererne, har mere end 20 år efter sin begyndelse stadig fuld damp på og skaber liv i frikvartererne. I 2025 blev der afviklet 99 Legepatruljekurser rundt omkring i landet, der uddannede knap 3200 elever til Legepatruljeinstruktører. For at gøre Legepatruljen endnu nemmere at gå til udviklede Dansk Skoleidræt et nyt hæfte spækket med lege. Hæftet blev udgivet i august og allerede inden for de første halvanden måned var der solgt knap 200 stk.


Bevægelse, fællesskab og nysgerrighed på tværs af grænser
Det internationale projekt Active Sister Schools samlede i 2025 15 hold bestående af 2. – 3. klasses elever fra Danmark, Ukraine, Polen og Spanien. De skulle gennem otte månedsudfordringer arbejde med bevægelsesaktiviteter, leg og læring om hinandens kultur og hverdag.

Projektet, som også fandt vej til den store MOVE Congres i København, blev rundet af med en fælles afslutningsevent, hvor lærere fra de forskellige lande delte rørende fortællinger om det stærke fællesskab og den øgede nysgerrighed, projektet har skabt.

En lærer fra Danmark fortalte, hvordan en elev med pakistansk baggrund fandt nyt mod og blev mere aktiv i undervisningen. Han oplevede pludselig at have samme forudsætninger som sine klassekammerater, og kom ofte selv og spurgte: ”Hvornår laver vi Active Sister Schools igen?’”

En tydelig berørt lærer fra Ukraine fortalte, at online-aktiviteterne har givet smil og skabt et pusterum i en barsk hverdag: ”Det hjælper vores børn – både fysisk og mentalt. Tak for muligheden”.


Mere motorik i indskolingen – leg, bevægelse og glæde som naturlig del af skoledagen
I 2025 satte Dansk Skoleidræt ekstra fart på arbejdet med motorik i de yngste klasser med projektet Motorik i indskolingen. I foråret lanceredes den farvestrålende Mission Motorik-dug – en stor, legende spilleplade, hvor eleverne gennem leg, fantasi og samarbejde træner motoriske færdigheder på en sjov og inkluderende måde. Den har været et hit, både i idrætsundervisningen og i SFO, hvor børn naturligt kaster sig ud i bevægelse med smil og engagement. I løbet af 2025 er der blevet solgt 62 motorikduge, 13 spilleplader og 14 motorikpakker – og så er materialerne ligeledes ude at leve ved de skoler, der har været med i projektet.

Udover dugen blev en række øvrige materialer til arbejdet med at gøre motorik til en integreret del af skoledagen udgivet. Der blev bl.a. udviklet en Motorikpose spækket med en række materialer, herunder lommeterning og aktivitetskort, plakater og refleksionskort. Motorik i indskolingen har kørt fra januar 2023 til december 2025 og har været støttet af Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler.


Pulsen kom op med nyt undervisningsmateriale
I 2025 lancerede Dansk Skoleidræt i samarbejde med Just Human og Københavns Professionshøjskole et nyt gratis undervisningsmateriale i regi af det fælles projekt PULS, der har fokus på elever fra 6. klasse og opefter.

Materialet inspirerer til sjove, legende aktiviteter med moderat til høj intensitet, som ikke bare får elevernes hjerter til at slå hurtigere, men også styrker deres fokus, koncentration og lyst til at lære. PULS er støttet af Sundhedsstyrelsen. Flere skoler har i løbet af året taget initiativet til sig på forskellige måder: Nogle har lagt det fast ind i ugeplanen, andre bruger det som aktiv pause i fagene eller i frikvarterer. Mange skoler er blevet lært op gennem gratis kurser i løbet af året, som de med stor glæde har taget til sig.


Hjælp til meningsfulde bevægelsesaktiviteter
I 2025 udgav Dansk Skoleidræt “Bevægelseskløveren” - en redidaktisering af den tidligere “Bevægelsesblomst”. Bevægelseskløveren er en model og et didaktisk værktøj til undervisningen, der hjælper lærere med at vælge og tilrettelægge meningsfulde bevægelsesaktiviteter, som understøtter det faglige formål.

Øvelserne er såkaldte universelle bevægelsesaktiviteter, der kan tilpasses tema og fag. Fx kan "aktiv brainstorm" bruges som opstart på et nyt emne og hjælpe med at idégenerere, mens "ord til skulptur" kan bruges til at anvende og kropsliggøre viden.

Modellen er gjort mere enkel og konkret end sin forgænger, og alle aktiviteterne linker direkte til Aktivitetsdatabasen, så lærere hurtigt kan finde relevant inspiration. Formålet er at styrke variation, motivation og læring gennem kropslige aktiviteter i undervisningen.


Aktivitetsdatabasen bliver større og bedre
I 2025 rundede Aktivitetsdatabasen.dk en flot milepæl. Antallet af brugere steg med mere end 7.000, og ved årets udgang havde over 19.000 fundet vej til de mange lege, øvelser og aktiviteter. Det fortæller noget vigtigt: Skolerne vil bevægelsen – og de vil have den lige ved hånden.

Aktivitetsdatabasen rummer mere end 1.100 aktiviteter, der kan bruges i alt fra dansk og matematik til idræt, sundhedsundervisning, SFO, frikvarterer og specialundervisning.

Her kan lærere og pædagoger finde både korte brain breaks, faglige øvelser og sjove lege, der styrker både faglighed, fællesskab og puls.

I løbet af året er databasen blevet opgraderet med nye filtreringsmuligheder og flere videoer, så det nu er endnu nemmere for lærere og pædagoger at sætte skolen i bevægelse.

Konkret er der bl.a. udvidet med 106 nye aktiviteter under filtreringen ”idrætsfaget”, så idrætslærere nemt kan finde inspiration, og det samme kan alle andre lærere og pædagoger fx under “bevægelse i fag”, som også er udbygget betragteligt.