Årsberetning 2019


SCROLL DOWN

Årsberetning 2019


Bevægelse på samfundets dagsorden


Flere skoler skal med på vognen. Mange gør meget, men flere skal gøre mere. Nogenlunde sådan kan budskabet opsummeres for 2019, hvor opmærksomheden var stor omkring skolernes indsats på bevægelsesområdet. Opmærksomheden var langt hen ad vejen skabt af os selv i Dansk Skoleidræt, efter vi gik ud med tallene for status på skolernes opfyldelse af 45 minutters daglig bevægelse. I undersøgelsen ”Bevægelse i skoledagen 2019” svarede 58 pct. af skolerne, at de lever op til lovkravet. En nedgang på 7 procentpoint i forhold til 2018.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) besøgte Skelgårdsskolen i Tårnby på Skolernes Motionsdag. Efter high-fives fra en større velkomstkomité kunne hun holde dagens officielle åbningstale og sætte eleverne i gang med opvarmningsdans og et aktivt program i silende regnvejr.

Dansk Skoleidræt brugte derfor kræfter på at fortælle folketingspolitikerne om den aktuelle situation, som også fyldte en del i medierne, og bad politikerne tage medansvar for en god og vedvarende implementering af reformens intentioner omkring idræt og bevægelse. Som landets centrale aktør inden for idræt og bevægelse i skolen, mener Dansk Skoleidræt, at det er bekymrende, at så mange elever ikke får den bevægelse i skolen, som de ifølge skolereformen har krav på.

Efteruddannelse på 1399 skoler
Dansk Skoleidræt er ikke minut-ryttere. Bevægelsen skal naturligvis være kvalitativt i top og give mening i den enkelte undervisningssituation. Det er det, vi gennem mange år har vejledt og undervist landets lærere og pædagoger i at kunne udføre i praksis. Personale fra 1399 skoler henvendte sig eksempelvis til Dansk Skoleidræt i skoleåret 2018/19 med ønsket om efteruddannelse – og det fik de. Så stort cadeau til rigtig mange skoler for at gøre noget.

Reformer tager tid. 10-15 år, siger forskningen. Men når vi ser tallene for opfyldelse af 45 minutters bevægelse gå tilbage og være de laveste i fem år, mener vi, at det er Dansk Skoleidræts pligt at rette fornyet fokus på området.

Det var folketingspolitikere på tværs af partiskel glædeligvis lydhøre over for. Dansk Skoleidræt havde foretræde for Folketingets Børne- og undervisningsudvalg i oktober 2019, og i slutningen af året var der såvel samråd som møde i forligskredsen omkring skolereformen.

Dansk Skoleidræt arrangerede, at Alminde-Viuf Fællesskole ved Kolding ved et besøg i marts fik vist folketingspolitiker Lotte Rod (R), hvordan skolen organiserer en skoledag med bevægelse.

Tiltag som på sigt meget gerne skulle føre til, at der politisk bliver sat endnu mere skub i initiativer, der kan fremme skolernes arbejde med bevægelse. Og det er vigtigt, for kun i skolen rammer man alle børn – også dem, der af den ene eller anden grund ikke finder ned i den lokale idrætsforening.

Samfundsrolle nødvendiggør forbedret offentlig støtte
Dansk Skoleidræt aktiverer landets skoleelever hver eneste dag året rundt ud fra en ambition om at ville fremme elevernes læring og trivsel. Positive oplevelser med bevægelse i barndommen giver lyst til mere og grundlægger gode og sunde vaner resten af livet. Dansk Skoleidræt løfter med andre ord en vigtig samfundsopgave. Men vilkårene for arbejdet er efter 2019 blevet vanskeligere, idet projektprogrammet Sunde Børn Bevæger Skolen efter fem succesfulde år i stærkt partnerskab med TrygFonden udløb ved årsskiftet.

Mere end 60 pct. af landets skoler har hvert år siden 2014 modtaget efteruddannelse i bevægelse gennem programmets indsatser. Men dette store bidrag til implementeringen af det lovbestemte krav om daglig motion og bevægelse har en usikker fremtid. Derfor er et vigtigt budskab til politikerne, at hvis de populære indsatser, Dansk Skoleidræt har udviklet for fondsmidler, skal opretholdes og forankres ude på skolerne, så organisationen fortsat kan løfte en samfundsopgave, er det nødvendigt med et forbedret og langsigtet offentligt støttegrundlag til organisationen.


Dansk Skoleidræt i historisk organisationsændring

Der var også nyt fra Dansk Skoleidræts egen verden i 2019, hvor en historisk organisationsændring blev vedtaget af repræsentantskabet. Det hidtidige forretningsudvalg blev omdøbt til en hovedbestyrelse, som er organisationens overordnede ledelse. Samtidig blev der oprettet et nyt forretningsudvalg, der arbejder på strategisk, politisk og økonomisk niveau. På billedet ses de valgte i de to organer. Fra venstre mod højre: Finn Kristensen, Inge Dinis, Martin Gertz, Mikkel Boyesen, Jesper Sandfeldt, Karin Bønnerup, Stig Andersen, Preben Hansen, Kenneth Muhs og Steen Houman.

Kredsene


Kredsene


Stærk lokal forankring


Dansetræf, floorball, M-bold, klassekamp i høvdingebold, ultimatestævne, gymnastikkens dag, parkour, lærervolley og kurser i temabaseret idrætsundervisning. Listen af aktiviteter i Dansk Skoleidræts 15 kredse er alenlang. Hver dag året rundt er der en række stævner, turneringer, træf, aktivitetsdage, kursustilbud og meget andet i regi af kredsforeningerne.   

Kredsenes varierede programmer sikrer, at der er noget for enhver smag og for alle medlemsskoler. Mere end 1.100 skoler med samlet set godt 475.000 elever var i 2019 medlem af Dansk Skoleidræt. Dermed er over halvdelen af landets skoler meldt ind i en af de 15 kredse, hvorved de får adgang til det brede udvalg af lokale aktiviteter.

Dansk Skoleidræts 15 lokale kredse har et væld af tilbud, som medlemsskolerne kan deltage i. På Kvaglundskolen i Esbjerg vælger man at tilrettelægge årsplanerne for idrætstimerne efter Kreds Sydvestjyllands aktiviteter på de forskellige alderstrin. Fx gennem atletik i 7. klasse, hvor man træner op til efterårets atletikstævner i kredsen.

Nyt samarbejde med Skole OL
Kredsenes aktivitetskataloger vokser løbende. I 2019 skete det bl.a. via et nyt samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og Skole OL. Det betyder konkret, at medlemsskolerne får mulighed for at prøve kræfter med en række populære idrætsdiscipliner. I oktober var der fx Cross og O-løbsstævne i Rønne for Bornholms 4.-6. klasser, hvor Dansk Skoleidræt Kreds Bornholm i samarbejde med Viking Atletik gav mere end 500 elever en idrætsoplevelse for livet. Netop samarbejdet med lokale foreninger er et vigtigt åben-skole-element ved aftalen med Skole OL. I øvrigt et samarbejde, der også peger ind i idrætstimerne, idet de to organisationer inden for indholdsområdet ”løb, spring og kast” har udgivet fælles undervisningsmaterialer og inspiration til nye læringsforløb.

Ingen kredse uden de frivilliges store indsats
De mange lokale aktiviteter, som skolerne får gavn af, kan tilskrives stor ildhu fra Dansk Skoleidræts frivillige kræfter. Oftest lokale idrætslærere, der med stort organisatorisk talent og en kærlighed til idrætten, har fuldstændig styr på, at få arrangementer til at glide. Ildsjæle, der går forrest, og som får Dansk Skoleidræt ud i alle dele af landet. På lærerværelserne, på boldbanen og i idrætshallen. Det er ikke mindst kredsenes fortjeneste, at Dansk Skoleidræt er den eneste idrætsorganisation, der kan bryste sig af at kende skolerne indefra.

Dansk Skoleidræt har længe ønsket at styrke kredsenes vilkår og understøtte de frivilliges arbejde. Derfor var det et vigtigt skridt, at der i 2019 blev oprettet et ”Kreds- og kommuneudvalg” i organisationen. Det består af medlemmer fra hovedbestyrelsen, kredsbestyrelsesmedlemmer samt ansatte fra sekretariatet i Nyborg. Udvalget bistår bl.a. kredsene i den løbende dialog med kommunerne, der skal sikre kredsenes interesser og lokal opbakning.

Et sikkert hit blandt kredsenes aktiviteter er de klassiske idrætsdiscipliner, hvor man som klasse via lokale stævner kan kvalificere sig til et Skole DM. Det benyttede rigtig mange sig af i 2019, hvor der var fremgang næsten hele vejen rundt og sam…

Et sikkert hit blandt kredsenes aktiviteter er de klassiske idrætsdiscipliner, hvor man som klasse via lokale stævner kan kvalificere sig til et Skole DM. Det benyttede rigtig mange sig af i 2019, hvor der var fremgang næsten hele vejen rundt og samlet set 3.700 aktive elever flere i forhold til året før.

Forskning og viden


Forskning og viden


Dansk Skoleidræts Annette Borch underviser studerende fra Professionshøjskolen Absalon i Roskilde i, hvordan bevægelse kan integreres i skolens forskellige fag.

Dansk Skoleidræts Annette Borch underviser studerende fra Professionshøjskolen Absalon i Roskilde i, hvordan bevægelse kan integreres i skolens forskellige fag.

En brobygger mellem viden og praksis


Hvad er effekterne for eleverne af veltilrettelagt bevægelse i skolen? Hvordan får man som lærer eller pædagog bevægelse til at fungere i en travl hverdag, hvor der er mange andre ting, der fylder den sparsomme tid ud?

Dansk Skoleidræts magasin, Idræt i Skolen, havde i 2019 temaer om de afledte effekter af bevægelse i skolen - såsom betydningen for elevernes trivsel.

Argumenterne for at bruge bevægelse til at skabe en mere varieret skoledag med fokus på læring og trivsel er almindelig viden for de fleste, der har deres dagligdag i og omkring skolen. Det er efterhånden de færreste, der stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, men snarere hvordan? Det underviser Dansk Skoleidræts konsulenter i, når de er ude på landets skoler, og det sætter eksempelvis Dansk Skoleidræts magasin Idræt i Skolen løbende fokus på, ligesom emnet berøres i jævnlige debatindlæg i landets medier.

Spørgsmålet om ”hvordan” er også en af årsagerne til, at Dansk Skoleidræt i april 2019 oprettede en egentlig kursusafdeling. En enhed, hvorfra der udbydes kurser i alt fra bevægelse i de boglige fag og i idrætsfagets forskellige indholdsområder til kurser om motorik og kurser, der klæder lærerstuderende på til at kunne arbejde med bevægelse, når de er uddannede.

Stor opmærksomhed fra pressen
Dansk Skoleidræt har en rolle som brobygger mellem ny viden fra forskningens verden og den virkelighedsnære praksis ude på skolerne. Både i form af at udarbejde undersøgelser, deltage i faglige udvalg og ekspertgrupper, men også via formidling og ekspertudtalelser i pressen, som ofte ser Dansk Skoleidræts vej, når emnet handler om idræt og bevægelse i skolen.

Et sikkert pressehit er den årlige undersøgelse ”Bevægelse i skoledagen”, der gennemføres af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden som en del af evalueringen af det fælles program ”Sunde Børn Bevæger Skolen”. I 2019 gav undersøgelsen atter svar på, hvor langt landets skoler er med at implementere de 45 minutters bevægelse, hvad deres mål er med bevægelse, og hvor i skoledagen skolerne typisk placerer bevægelsen.

Klik for at læse “Bevægelse i skoledagen 2019”

Klik for at læse “Bevægelse i skoledagen 2019”

Undersøgelsen viste bl.a., at 58 pct. af skolerne vurderer, at de lever op til lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse. En nedgang på 7 procentpoint i forhold til 2018, og en nedgang som udover den tidligere omtalte politiske opmærksomhed også fik mange medier til at dykke ned i historien, hvor Dansk Skoleidræt kunne udlægge tal og tendenser i diverse interviews.

Samme proaktive tilgang har også været brugt, når andre organisationer eller myndigheder udkommer med undersøgelser om bevægelse blandt børn og unge. I 2019 udkom Sundhedsstyrelsen fx med rapporten ”Fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd blandt 11-15-årige – National monitorering med objektive målinger”.

En rapport, der viste, at blot 26 pct. af de 11-15 årige lever op til styrelsens anbefaling om en times daglig fysisk aktivitet. Den problematik gik Dansk Skoleidræt ind i ved at påpege, at skolen er den oplagte arena til at arbejde med, at alle børn bliver mere aktive. Et budskab som mange medier vinklede på.

Efterspurgte kompetencer
Dansk Skoleidræt har i flere år haft særligt øje for at klæde landets kommuner på til at understøtte skolernes arbejde med bevægelse. Det foregår bl.a. i regi af netværket Bevægelse på Tværs, hvor ikke mindst kommunale konsulenter og ledere får mulighed for at dele viden, idéer og erfaringer om arbejdet. De repræsenterer typisk en række forskellige fagområder, og på den måde bidrager Bevægelse på Tværs til, at deltagerne får sat hinanden stævne på tværs af såvel forvaltninger som kommunegrænser.

Kommunerne har også i 2019 haft gavn af Dansk Skoleidræts procesforløb. Et tilbud, som sigter mod at skabe en bevægelseskultur blandt lærere og pædagoger på en given skole eller kommune, og som har til hensigt at kvalificere og strukturere arbejdet med bevægelse gennem en længerevarende analytisk indsats.

Dansk Skoleidræts ekspertviden og praksisindsigt inden for bevægelse i skolen blev også i 2019 tilkaldt ganske hyppigt i form af en række oplæg hos kommuner, interesseorganisationer, myndigheder og uddannelsesinstitutioner. Og igen i 2019 var specialestuderende og praktikanter fra landets universiteter tilknyttet organisationen for at bidrage med nye idéer. Som noget helt nyt fik Dansk Skoleidræt i 2019 en Ph.D.-studerende - Paulina Sander Melby skal således udvikle et redskab til at give viden om børns kropslige dannelse.

I international sammenhæng har Dansk Skoleidræt også været repræsenteret, idet projektprogrammet Sunde Børn Bevæger Skolen blev præsenteret for forskere, beslutningstagere, skoler, by- og trafikplanlæggere, interesseorganisationer og en række andre interessenter fra de europæiske lande på den store HEPA-konference, der i 2019 fandt sted i Odense. HEPA Europe er et netværk, der arbejder for bedre sundhed og velvære gennem mere fysisk aktivitet for alle mennesker.


I 2019 løb den første udgave af “Idrætsmødet” af stablen i Aalborg. Det er en begivenhed, der er tænkt som idrættens årlige nationale folkemøde. Gennem fire dage omdannes Aalborg til et samlingssted for dansk idrætsdebat og idrætsoplevelser. Dansk S…

I 2019 løb den første udgave af “Idrætsmødet” af stablen i Aalborg. Det er en begivenhed, der er tænkt som idrættens årlige nationale folkemøde. Gennem fire dage omdannes Aalborg til et samlingssted for dansk idrætsdebat og idrætsoplevelser. Dansk Skoleidræt havde en markant rolle ved debatter og workshops, hvoraf flere kredsede om bevægelse i skolen. Herudover blev projektledere fra organisationen bedt om at klæde byens lærere på med frisk inspiration til at få eleverne til at bevæge sig mere i bl.a. skolens boglige fag. Klik på indslaget og spol 9 minutter frem for at se, hvordan det gik for sig.

Idrætsfaget


Idrætsfaget


Idrætsfagets talerør


Dansk Skoleidræt har som en central del af sit virke rollen som idrætsfagets interesseorganisation og talerør. Derfor går vi aktivt ind i væsentlige aspekter omkring fagets status, faglighed og vilkår.

I 2019 var der i den sammenhæng nok at se til. Dansk Skoleidræts faglige udvalg var eksempelvis repræsenteret i en arbejdsgruppe i Børne- og Undervisningsministeriet, der udkom med en revideret udgave af faghæftet i idræt. Hæftet består af tre dele: Fælles Mål, læseplanen og undervisningsvejledningen. Ikke mindst i sidstnævnte havde arbejdsgruppen mulighed for at sætte sit præg og inspirere landets idrætslærere med fx nye tanker om, hvordan teori og praksis kan spille sammen.

Fagligt udvalg var også på banen med tre høringssvar på bekendtgørelser og lovforslag fra Folketinget – i 2019 gjaldt det eksempelvis en bekendtgørelse om folkeskolens prøver.

Projektet "Alle børn med i idrætsfaget" tilbyder praksisnære materialer og værktøjer, der understøtter idrætsdeltagelse og trivsel for alle børn - også dem med særlige behov.

Alle børn med i idrætsfaget
Med støtte fra Undervisningsministeriet blev projektet ”Alle børn med i idrætsfaget” lanceret i august 2019. Det skal bidrage til opkvalificeringen af lærere og andet pædagogisk personale i forhold til at få børn og unge med handicap eller særlige behov bedre inkluderet i idrætstimerne. Ud fra en tanke om at denne gruppe sagtens kan deltage i samme bevægelsesfællesskaber som deres jævnaldrende klassekammerater. Derfor blev der udarbejdet en række materialer og værktøjer, der understøtter deltagelse og trivsel for alle børn. Partnere i projektet er Dansk Skoleidræt, Parasport Danmark, Videnscenter om Handicap, Rævebakkeskolen og Byskovskolen.

I magasinet Idræt i Skolen blev der i løbet af året sat spot på nogle af de udfordringer, som idrætslærerne oplever til daglig. Heriblandt er badeproblematikken et tilbagevendende tema på landets skoler. Nye tal viste i 2019, at det eksempelvis kun er 43 pct. af eleverne i udskolingen, der bader ”hver gang” eller ”næsten hver gang”. Og da de fleste idrætslærere skal forholde sig til elever og forældres holdninger på området, valgte Dansk Skoleidræt endnu engang at sætte fokus på emnet – bl.a. ved at bringe nogle retningslinjer, såkaldte ”principper for bad efter idræt”, som andre skoler har haft gode erfaringer med at vedtage.

lsk-dug-faerdig-version.png

Nye didaktiske materialer
Igen i 2019 udviklede Dansk Skoleidræt nye materialer til et af idrætsfagets indholdsområder – denne gang til ”Løb, spring og kast”. Det skete med det didaktiske værktøj Løb, spring og kast-dugen, der er et stykke stof med en påtrykt didaktisk model. Sammen med de medfølgende aktivitets- og refleksionskort er dugen let at bruge i både planlægning og undervisning på alle klassetrin.


To dage med ny inspiration og viden
Idrætslærernes Forum samler hvert år en lang række idrætslærere til to begivenhedsrige dage spækket med faglig input. Gennem oplæg og workshops bliver de opdaterede på, hvad der rører sig inden for faget, og får tasken fuld af inspiration, der kan bruges i den daglige undervisning. Konferencen danner ramme om nogle udbytterige og motiverende dage, hvor deltagerne får mulighed for at indgå i et fagligt netværk med andre ambitiøse kolleger. 

I 2019 deltog flere hundrede idrætslærere på konferencen i hhv. Vingsted og Ringsted, hvor de bl.a. fik prøvet kræfter med amerikansk rundbold, movement culture, ”rend og hop” og meget andet. På de teoretiske workshops var emner som teori i idrætsundervisningen og prøven i idræt genstand for stor opmærksomhed.

Sunde Børn Bevæger Skolen


Sunde Børn Bevæger Skolen


Sidste år med Sunde Børn Bevæger Skolen


Sunde Børn Bevæger Skolen er navnet på Dansk Skoleidræt og TrygFondens samlede program for sundhed, trivsel og læring i bevægelse, der startede op i 2015. Et program, der ved at skabe en aktiv skoledag har fået flere børn og unge til at bevæge sig mere og forhåbentlig været med til at grundlægge sunde vaner tidligt i livet. Det er sket gennem en række indsatser fordelt over hele skoledagen:  

  • Sæt Skolen i Bevægelse, der giver bevægelse i de boglige fag

  • Gåbus, der organiserer aktiv transport til skole

  • Styr på Sundheden, der tilbyder aktiv sundhedsundervisning

  • Skolesport, der er et bevægelsestilbud til idrætsusikre elever

  • Legepatruljen, GameBoosters og Kickstarter, der sørger for aktive pauser og frikvarterer

  • Skolernes Motionsdag, der er verdens største motionsløb

I løbet af de fem år programmet er kørt over, er der derudover udviklet en række mindre initiativer i samme regi, herunder temaugen.dk, Mini-motorik og senest Fun Skills, der blev lanceret i 2019.


I 2019 fik både børn og voksne nye idéer og begivenhedsrige dage som en del af programmet. Rekordmange lærere og pædagoger fra hele landet deltog bl.a. i den årlige netværksdag i regi af Sunde Børn Bevæger Skolen, hvor de fik ny inspiration fra både workshops og oplæg. 3.000 elever fik ligeledes en på opleveren til de 11 belønningsdage, der lå fordelt rundt omkring i landet i løbet af maj. Her fik eleverne prøvet kræfter med nye idrætsformer og anderledes, aktive lege.

Ved udgangen af 2019 udløb programmet, og det har givet anledning til en status på, hvilken forskel programmet har gjort – og det er faktisk ganske markant:

Sunde Børn Bevæger Skolen har haft en mærkbar effekt på landets skoler.

I løbet af programmets fem-årige levetid har en række tendenser vist sig. Den brede indsats og det systematiske arbejde har skabt grundlag for en række anbefalinger for arbejdet med bevægelse. Som opsamling blev Sunde Børn Bevæger Skolen afsluttet med en slutrapport, der fremhævede de mest centrale faktorer for, hvordan landets skoler får implementeret bevægelse. Nogle af det mest afgørende pointer i rapporten er, at skoleledelsens opbakning til ildsjæle i det pædagogiske personale er af afgørende betydning, og at tydelig ledelse og prioritering af området også er essentielt, hvis opgaven skal lykkes.

Den erfaring, viden og indsigt, Sunde Børn Bevæger Skolen har skabt, vil i høj grad inddrages i Dansk Skoleidræts fortsatte arbejde med at sætte bevægelse på dagsordenen i skolen. Programmet er som nævnt afsluttet med udgangen af 2019, men meget indhold videreføres fremadrettet i nye former hos Dansk Skoleidræt - eksempelvis gennem en række kurser, som håndteres af organisationens nye kursusafdeling.


Bevægelsesblomsten tager afsæt i fem forskellige undervisningsfokus, som er til stede i de fleste fag.

Bevægelsesblomsten tager afsæt i fem forskellige undervisningsfokus, som er til stede i de fleste fag.

Bevægelse i undervisningen i høj kurs

Sæt Skolen i Bevægelse er en af de mest udbredte og anvendte indsatser i Sunde Børn Bevæger Skolen. Indsatsen leverer konkrete øvelser, materiale og inspiration til bevægelse i undervisningen. Dette sker bl.a. gennem det ugentlige nyhedsbrev ”Ugens Øvelse” med godt 8.000 modtagere og kampagner til hvert skoleår, hvor 756 skoler og 3.838 klasser deltog i skoleåret 18/19. Det svarer til næsten 5 klasser pr. skole. Sæt Skolen i Bevægelse arrangerede i 2019 for andet år i træk Masterclass, der er et netværk for lærere og pædagoger, der varetager funktionen som bevægelsesvejleder eller bevægelseskoordinator på skolerne. Her fik de deltagende ny viden, sparring og rig mulighed for at nørde i bund med deres fælles passion.

Det forgangne år bød også på nyt materiale fra Sæt Skolen i Bevægelse. Bevægelsesblomsten er en model og et didaktisk værktøj, der gør det let for lærere at vælge bevægelsesaktiviteter, der fagligt giver mening. Tanken bag Bevægelsesblomsten er, at sætte fagligheden først og så koble bevægelsen på efterfølgende.

Bevægelsesjulekalenderen fra Sæt Skolen i Bevægelse udkommer hvert år i december, og 2019 var ingen undtagelse. Rekordmange skoler meldte sig til kampagnen, og fik derfor hver dag i december glæden af at åbne en ny låge, der gemte på en sjov brain break.

3373885_bevægelsesjulekalender.jpg

Flere Gåbusser i 2019

I stedet for at blive kørt, tage bussen eller cykle i skole, valgte en række elever igen i 2019 at transportere sig aktivt i skole med Gåbus. Nye skoler kom til, flere kilometer blev tilbagelagt og ved årets udgang havde de små og store ben tilsammen gået godt 75.000 kilometer, hvilket svarer til næsten to gange rundt om jorden.


Sundhed i centrum

Projektet Styr på Sundheden tilbyder en række materialer, forløb og kurser, der hjælper sundhedsundervisningen godt på vej. I 2019 lancerede Styr på Sundheden det første udendørs forløb ”Ud i det fri”, der i første omgang var målrettet 6. og 7. klasse, men som forventes til alle klassetrin i løbet af 2020.

Materialet fra Styr på Sundheden blev i 2019 i den grad anerkendt og blåstemplet, da det blev en del af udvalget på Børne- og Undervisningsministeriets digitale læringsportal, emu.dk. Her finder lærere og andet pædagogisk personale i hele landet inspiration til deres undervisning, så Styr på Sundhedens materialer kom i selskab med noget af det mest anvendte og kvalificerede stof i Danmark.

Glæde. Tristhed. Vrede. Sådan ser det ud, når 1. B på Vestre Skole i Svendborg arbejder med forløbet “Følelser og selvværd”. Her lærer de bl.a. at udtrykke og aflæse følelser.


Fun Skills satte gang i de små grå

Dansk Skoleidræts indsatser søger altid efter at løse de udfordringer med bevægelse, der eksisterer på landets skoler. Udskolingen er ifølge en række undersøgelser den sværeste målgruppe at sætte skub i, og derfor lancerede vi i 2019 et materiale netop målrettet de ældste elever: Fun Skills.

Fun Skills er sjov og udfordrende hjernetræning gennem bevægelse. 60 små Fun Skills-videoer udfordrer elevernes krop og hjerne gennem et fokus på krydsbevægelser, uensartede bevægelsesformer, koordination og kognitive opgaver med positive effekter på elevernes indlæringsevne til følge.

Nyheden om lanceringen af materialet blev et af årets mest populære opslag på Dansk Skoleidræts sociale medier, ligesom Fun Skills-sektionen på Dansk Skoleidræts hjemmeside hurtigt fik en høj placering i statistikken over mest besøgte sider.

I udskolingen er der et stort fokus på faglighed, og derfor er Fun Skills udviklet til netop at understøtte læring gennem bevægelse.


Skolesport: Flere fik mod på bevægelse

I skoleåret 18/19 har mere end 6.000 idrætsusikre børn fundet modet til og glæden ved bevægelse i Skolesport. Udvalgte børn får i løbet af skoledagen eller SFO mulighed for at opleve følelsen af at mestre i trygge omgivelser. Med udgangspunkt i fx motorik-materiale eller Skolesports bog ”MEDSPIL – boldspil for alle” bliver børnene introduceret til fysisk aktivitet og bevægelse i en legende tilgang.

En vigtig del af Skolesport er junioridrætslederne, der er elever fra 7.-10. klasse, som uddannes til at kunne planlægge, justere og formidle aktiviteter. De bliver klædt på til at kunne stå for aktiviteter på skolen og til at kunne begå sig som ungdomstrænere i foreninger. Flere kommuner ser en værdi i at uddanne junioridrætsledere, der kan fungere som rollemodeller i ungemiljøet. I 2019 finansierede Odense Kommune fx for 8. år i træk junioridrætslederuddannelsen på tværs af en række skoler. Flere elever stod på venteliste til den eftertragtede uddannelse.


Aktive pauser giver gode skoledage

Gode, trygge og sjove frikvarterer gør skoledagen bedre. Legepatruljen, GameBoosters og Kickstarter er alle aktiviteter, hvor ældre elever eller lærere aktiverer og leger med yngre i pauserne. Den positive stor-lille-relation og det legende afbræk skaber energi og glæde, der følger eleverne – store som små – resten af dagen.

3373885_aktive pauser 2019.jpg

Skolernes Motionsdag 2019

Fredag før efterårsferien bød i 2019 på regnvejr i lange baner, men det var heldigvis ikke nok til at stoppe de 650.000 børn, der var trukket i træningstøjet på dagen.

I år blev ballet åbnet af Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der i Tårnby Kommune blev mødt af rød løber og high-fives fra Skelgårdsskolens tredjeklasser. Ministeren talte bl.a. i sin åbningstale om vigtigheden af bevægelse og fællesskab, hvilket i korte træk egentlig meget godt beskriver essensen af Skolernes Motionsdag.

Skolernes Motionsdag er en folkefest, som folk i alle aldre har et forhold til. Derfor er det også en god historie, og med mere end 470 omtaler i landets medier gik årets udgave af den alsidige idrætsdag ikke ubemærket hen. Videoerne med den officielle opvarmningsdans til Skolernes Motionsdag blev traditionen tro et viralt hit, der på tværs af Dansk Skoleidræts kanaler blev afspillet mere end 60.000 gange. Skolerne deltog med stor entusiasme, og flere af dem var i år så stolte af deres elever, at de delte videoer fra den fælles opvarmingsdans med os på vores sociale medier.

Landets skoleelever trodsede det våde vejr og gav den fuld skrue med en aktiv dag i glæden, bevægelsen og fællesskabets tegn. Blandt andet på Skelgårdsskolen i Tårnby, hvor undervisningsministeren holdt tale og officielt åbnede dagen.

Økonomi


Økonomi


Årsresultat


Dansk Skoleidræt er kommet ud med et overskud på tkr. 1.040 i 2019 mod et budgetteret resultat på tkr. 567. Etableringen af en kursusafdeling har i særlig grad haft positiv indvirkning på resultatet, der anses som værende særdeles tilfredsstillende.

OBS: Andele af projektindtægter og udgifter, der er øremærket projektregnskaber indgår ikke i oversigtstallene.


Årets virale hit

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at Vingstedhallerne under Idrætslærernes Forum var blevet omdannet til træningslejr for militæret. 143 mænd og kvinder gennemførte på lige rækker hop, sprællemænd, brøl og klask på lår, alt i mens der højt blev talt i takt. Begivenheden blev nemlig skudt aktivt i gang under overskriften ”INTO THE ROAR – find din indre kriger frem”. Indslaget havde til hensigt at inspirere idrætslærerne til en ny måde at være sammen og samarbejde på. Mellem de udmattende øvelser, gentagelser og små-flabede irettesættelser fra den muntre, hårde, men retfærdige instruktør fik lærerne motiverende historier og perspektiver på, hvad netop denne form for træning kan.

Videoen blev i 2019 det helt store virale hit på Dansk Skoleidræts Facebookside, som har mere end 6.000 følgere.